18. sep. 2011

Uhm!!

Bedst som jeg stod og vaskede min ikea lergryde op, flækkede den imellem hænderne på mig! Tænk, hvis det havde været mens der var rygende varm mad i den.

Jeg tog den med ind til Ikea, og de var som sædvanligt meget søde og service minded.
De gav mig et tilgodebevis på beløbet, selvom jeg ikke havde kvitteringen.
Som før nævnt har jeg ønsket mig en Senior stegegryde, så den kom med hjem.
Jeg turde ikke købe en lergryde endnu engang.
Støbejernsgryden kan det samme, og den flækker helt sikkert ikke.

Jeg har leget lidt med opskriften på 'verdens bedste brød' fra Kvalimad.
Portionen passer til denne gryde på 5 liter.

1 liter lunket vand
1 'ært' gær (3-5 g)
4,5 tsk salt
1 spsk solsikkeolie
1 spsk flydende honning
1250 g hvedemel

Brug en meget stor skål!
Rør gæren ud i vandet, tilsæt salt, honning og olie.
Rør melet i til det hele er vådt.
Lad det stå ved stuetemperatur i 12-18 timer med en viskestykke over.

Ovnen tændes på 250 grader varmluft og gryden - med låg - sættes ind.
Vent ca 45 min.
Tag gryden ud, forsigtig - den er tung og afsindigt varm!
Hæld dejen ned i, låg på igen, ned på nederste rille og bag i 35 min.
Derefter tager du låget af, og bager videre i 20 min ved 235 grader varmluft.

Tag gryden ud og hæld brødet ud på en rist til afkøling.
Brødet vil virke klægt indeni til det er afkølet.




Ingen kommentarer:

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...